Virksomhederne vil mangle 44.000 faglærte om 10 år. Det viser en ny analyse fra DI. Baggrunden er, at de ældre generationer med mange faglærte går på pension, men i de yngre generationer tager stadig færre en erhvervsfaglig uddannelse. Virksomhedernes behov for faglærte ventes også at falde, men ikke i samme omfang som gruppen af faglærte. Derfor vil Danmark kunne stå over for en kraftig mangel på faglærte i 2025.
Det er især tekniske faglærte som elektrikere, industriteknikere, værktøjsmagere og faglærte med viden om mekanik, som virksomhederne vil komme til at mangle. Den nye DI-fremskrivning viser, at der inden for otte af 12 faglærte hovedområder vil være en mangel på arbejdskraft i 2025, der samlet svarer til 44.000 faglærte, hvis den nuværende udvikling med hensyn til uddannelsesmønster og beskæftigelse fortsætter.