For øjeblikket arbejder Lindøværftet på en serie af containerskibe til Mærsk Line, og samtidig er man ved at forberede sig til tre ordrer, der på flere måder bliver en nyskabelse på det fynske værft. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Værftet skal dels bygge otte såkaldte ro-ro-skibe for et britisk rederi og dels otte bulk carriers til et græsk rederi. For begge ordrers vedkommende er det første gang, at Lindøværftet bygger den pågældende skibstype. I tillæg skal man i gang med bygningen af tre fregatter til det danske søværn, og tilsammen har de tre ordrer fyldt ordrebogen op et par år ud i fremtiden.
- Vi har opgaver til alle frem til engang i 2010, konstaterer administrerende direktør Finn Buus Nielsen overfor Fyens Stiftstidende.
