23948sdkhjf

Hydra-Comp udvider salgsafdelingen markant

Hydraulikvirksomheden satser målrettet på en større markedsandel. Tre nye medarbejdere er tilføjet salgsstyrken for at indfri ambitionerne.
Med stadig flere store projekter undervejs og generel travlhed på markedet for hydraulikcylindre og tilbehør, har Skive-virksomheden forstærket salgsafdelingen med tre salgsteknikere. Direktør Jørgen Jacobsen kan med tilfredshed konstatere, at de nye medarbejdere allerede har hænderne fulde:

- De er godt i gang. Vi får rigtig mange henvendelser på både telefonerne og via hjemmesiden. Når vi vil yde branchens bedste kundeservice, skal vi også have mandskabet til det. Nu har vi sikret, at vi kan følge med. Samtidig bliver den personlige tilstedeværelse hos kunderne øget. Alle salgsteknikere tilbringer allerede en del tid ude af huset, siger han og fortæller videre, at selvom tre nye medarbejdere lyder af meget, har behovet for ekstra kræfter været til stede i længere tid:

- De store projekter, som vi stadig får flere af, tager tid og kræfter. Det må aldrig nogensinde gå ud over andre kundegrupper. Alle skal have den samme service og rådgivning.

Kendskab til lastbilsegmentet
De nye medarbejdere er Steen Jensen, Jacob Frederiksen og Sergej Pedersen. Alle tre har en solid salgsmæssig baggrund, og to af dem stort branchekendskab til lastbilsegmentet. Noget der blev lagt vægt på i rekrutteringsprocessen, fortæller Jørgen Jacobsen:

- Jacob og Sergej har efter mange år i transportbranchen masser af viden om feltet. Det er en af vores kernekundegrupper, og det har selvfølgelig spillet ind i overvejelserne. Det er et marked, vi stadig kan hente meget på. Steen er en mere allround salgsmand. Han giver en masse friske input til både kunder og kolleger. Det har været en ganske smertefri opstart, da det er nogle kompetente, og ikke mindst erfarne folk, vi har tilføjet huset.

Afhængige af hinanden
Jørgen Jacobsen erkender, at der med mange nyansættelser de seneste år stilles større krav til både ledelse og medarbejdere. I en virksomhed der er oppe på 31 ansatte, er uddelegering og ansvar for den enkelte opgave af essentiel betydning:

- Vi er dybt afhængige af hinanden i det daglige. Vi har altid prioriteret at delagtiggøre vores kolleger i strategi og fremtidsplaner. Nu hvor vi vokser, er det mere aktuelt end nogensinde. Alle skal gå samme vej og vide hvorfor, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093