Selve placeringen i Goleniów i det nordvestlige Polen er logistisk særdeles velegnet, uanset om transporten sker pr. lastbil eller skib, og dermed kan virksomheden hurtigt, fleksibelt og omkostnings-effektivt levere store vinger til de vigtigste markeder i Nord-, Central- og Østeuropa, samt til offshore-markedet.
Fabrikken bygges på et 280.000 kvadratmeter stort areal ved hjælp af LM Glasfibers dokumenterede modulære fabrikskoncept. Indledningsvist forventes fabrikken at give arbejde til over 250 medarbejdere samt at have en årlig produktionskapacitet på 750 MW. Det første hold medarbejdere er allerede ved at blive uddannet og kvalificeret i Danmark. Leverancerne forventes at begynde ved udgangen af 2008, hvor den nye fabrik vil begynde at levere vinger til Nordex' vindmølleparker i Polen og resten af Europa.
- Vi er utroligt glade for at kunne sikre kapacitet til nye vingeleverancer i Polen. Nordex er for nyligt gået ind på det polske marked. Desuden opnår vi med den nye fabrik en konkurrencedygtig forsyning af store vinger til vores andre europæiske projekter, hvilket i høj grad understøtter vores ambitiøse vækststrategi, siger Dr. Hansjörg Müller, COO Operations hos Nordex.
- Med den nye polske fabrik fortsætter vi vores globale kapacitetsudvidelsesprogram, og vi kan fremover bedre reagere hurtigt og imødekomme kundernes ønsker. Det glæder mig, at vi snart vil kunne tilbyde Nordex og vores andre strategiske kunder nye vingeleverancer, som i vid udstrækning tilfører værdi til deres forretning i et hastigt voksende vindenergimarked, udtaler Søren F. Knudsen, VP & Chief Commercial Officer i LM Glasfiber.
