Flot regnskab fra Sjørring Maskinfabrik
Sjørring Maskinfabrik har vind i sejlene. Virksomheden er kommet ud af 2004 med et flot resultat. Der er fremgang i både omsætning og antallet af medarbejdere.
Virksomheden arbejder målrettet med automatisering efter principperne i Lean Production, og på trods af at denne produktionsfilosofi omhandler trimning af produktionen, er der lykkes virksomheden at opnå en stigning i antallet af ansatte med 18 procent.
Også virksomhedens omsætning er steget markant, og er 28 procent højere end budgetteret, fremgår det af ErhvervsBladet.
- Vi oplever konstant et pres fra kunderne om lavere priser, og vi ser da også konkurrencen fra lavtlønslandene og Kina som en reel risiko for virksomheden. Derfor må vi hele tiden blive dygtigere og dygtigere. Det, vi gjorde i går, er simpelthen ikke godt nok i morgen. Så enkelt kan man udtrykke det, siger Adm. direktør Mogens Nielsen til ErhvervsBladet.