FORCE Technology er i tæt samarbejde med DynaWind i gang med at optimere produktionen ved at tilrettelægge effektive kontrolmetoder af vindmølletårnenes svejsninger.
Øget produktion- Vi har været med i opstartsfasen af fabrikken, hvor vores indsats har koncentreret sig om prøvningsmetoder i forbindelse med produktionen af vindmølletårnene. De rundgående og langsgående svejsesømme på mølletårnene bliver i dag kvalitetskontrolleret manuelt ved hjælp af håndholdte ultralydsskannere, men da DynaWind har et ønske om at øge produktionen, fokuserer vi i øjeblikket på mere effektive metoder, der kan følge med en øget produktionstakt, forklarer filialchef Anders Olsson fra FORCE Technology i Sverige.
DynaWind AB producerer vindmølletårne og sælger og opstiller også komplette vindmøller forsynet med vindturbiner fra det finske firma WinWinD. Den nyopførte fabrik blev indviet i december 2007, og er Nordeuropas mest moderne. I øjeblikket producerer fabrikken ca. 40 % af sin estimerede kapacitet.
- Vi er i gang med at trimme produktionen yderligere. Det betyder for eksempel, at vi skal automatisere forskellige processer, nedbringe kontroltiden på svejsningerne og forbedre kvaliteten. Her trækker vi på FORCE Technologys viden og ekspertise, forklarer administrerende direktør Anders Sjögren og fabrikschef Mats Wallin fra DynaWind AB.
