Metalvirksomheden Broen A/S har forbedret det motionsrum, der allerede var på virksomheden. Nye lokaler og moderne motionsmaskiner har fået medarbejderne i gang med motion på arbejdspladsen.
Motions-ordningen hos Broen er brugerbetalt, idet medarbejderne skal betale 100 kroner om måneden for at bruge motionsrummet. For 75 kroner om måneden kan ægtefæller også benytte sig af virksomhedens nye motionsrum.
- Siden åbningen i marts af motionscentret, som vi kalder for Broen Body Fix - fitness and health club, har mere end 100 medarbejdere plus 20 ægtefæller været medlem, siger produktionsplanlægger Søren Barnkob til ErhvervsBladet.
Virksomhedens motionsrum benyttes af såvel timelønnede som funktionærer.
- Vi regner da også med, at motionscentret vil betyde færre sygedage, selv om vi ikke måler på det, men vores formål er at gøre Broen til en sjov og spændende virksomhed, hvor motionscentret er med til at skabe korpsånd på tværs af de enkelte afdelinger, siger adm. direktør Carsten Aaby til ErhvervsBladet.