Der arbejdes igen hos Hanstholm Smedie & Maskinfabrik. Poul Zohnesen har købt fabrikken tilbage, efter at han 10. juli indgav konkursbegæring.
Virksomheden kom ud af 2013/2014-regnskabet med et negativt resultat før skat på 1,127 millioner kroner. De fire største kreditorer var villige til at acceptere en afdragsordning på deres tilgodehavende på i alt 1,7 millioner kroner.
- Vi har indgået en aftale med kurator om, at vi kan købe virksomheden igen. I den forbindelse har vi fået stor opbakning fra Sparekassen Thy, der har tænkt i lokale arbejdspladser, siger Poul Zohnesen og fortsætter:
- Vi fik nogle aktiver købt af kurator og har startet et nyt selskab med samme navn, men nu som anpartsselskab i stedet for aktieselskab.
Både før og efter konkursen ejes firmaet 100 procent af Poul Zohnesen.
Ved konkursen havde Hanstholm Smedie & Maskinfabrik 12 ansatte. Arbejdet blev genoptaget mandag 20. juli. Der er lige nu fire ansatte, men indehaveren håber at få næsten alle mand tilbage igen.