Ruslands største stålproducent fremlagde mandag regnskab, og det viste en fremgang i indtjeningen på 24 %. Resultatet før skat endte på 17,5 mia. kr., hvilket er 3,3 mia. kr. bedre end 2006. Salget voksede med 22,5 % til små 72 mia. kr. Det skriver Financial Times.
I forbindelse med regnskabsaflæggelsen forudser Severstals ejer, Alexei Mordashov, at efterspørgslen på stål vil fortsætte med at stige i det kommende år på trods af den økonomiske krise i USA.
- Selv hvis den amerikanske økonomi ikke klarer sig så godt, er der mange andre lande, især BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina, red.), hvor vi ser en stærk vækst, sagde Mordashov.