Danskere på besøg på kinesisk industrimesse
Når den kinesiske industrimesse finder sted i Shanghai fra 28. november til 1. december bliver det med dansk deltagelse. Center for Underleverandører etablerer en dansk fællesstand på messen.
Messen i Shanghai omfatter fem hovedområder: transmission og automation, materialehåndtering og logistik, energiteknik, fabriksautomatisering og procesautomation.
- Vi oplevede i fjor en stor succes blandt de virksomheder, der deltog. Tre af dem ønsker i øvrigt at udstille igen i år. Men så oplevede vi også i fjor, at utroligt mange underleverandørvirksomheder var stærkt interesserede i initiativet, uden at de dog turde springe på vognen. Derfor laver vi et specialtilbud til dem denne gang: De bliver koblet på arrangementet med de udstillende virksomheder uden at de selv bliver udstiller. På den måde får de lejlighed til selv at danne sig et førstehåndsindtryk af mulighederne i Kina i meget trygge rammer, forklarer projektleder Torben Bjerregaard, Center for Underleverandører, til ErhvervsBladet.
Hos Center for Underleverandører håber man på, at en god håndfuld danske virksomheder ønsker at udstille på messen samt at omkring 15 virksomhedsledere vil med på messen for at undersøge de kinesiske muligheder.