23948sdkhjf

Alfa Laval indvier nyt domicil

Tirsdag indviede Alfa Laval Aalborg sit nye domicil. Den nye bygning skal markere begyndelsen på en ny æra for den mere end 100 år gamle virksomhed.
Medarbejderne hos Alfa Laval Aalborg har netop taget den nybyggede domicilbygning på havnefronten i Aalborg i brug. Den fysiske afstand mellem den gamle og nye bygning er kun 50 meter, mens den mentale afstand derimod er langt større. Det nye domicil skal nemlig understrege afslutningen på virksomhedens mangeårige rejse fra industri- til videnvirksomhed, og administrerende direktør Søren Hjorth Krarup ser meget positivt på virksomhedens fremtid i Aalborg:

- At gå fra industri- og produktionsvirksomhed til videnvirksomhed er en meget lang og til tider også hård proces. Alfa Laval Aalborg har jo de seneste 100 år – under skiftende navne – gået fra at være et af Europas mest markante værfter til siden at blive global markedsleder inden for marinekedler. I dag er vi blandt de førende i verden inden for marineteknologi og udvikling af nye højteknologiske og energibesparende løsninger, og ude omkring i verden er der enorm respekt og anerkendelse af navnet Aalborg inden for vores branche, siger han, og fortsætter:

- I dag er vi en videnvirksomhed, der vækster markant på både omsætning, indtjening og medarbejdere inden for vores videnkompetencer, og denne nye position vil blive udbygget fra vores nye domicil i de kommende år.

Den nye bygning er på 6.000 kvadratmeter og er energioptimeret efter alle kunstens regler. Tilmed er bygningen den første i Aalborg, der er sølvcertificeret efter de nye DGNB-standarder, der både omfatter miljø, økonomi og sociale faktorer. I midten af bygningen er en stor indendørs atriumgård, og fra bygningens kantine i det nordøstre hjørne er der både udsigt til Limfjorden og produktionshallerne:

- Det har været vigtigt for os at blive på de gamle værftsarealer i tæt tilknytning til alle medarbejdere. Både funktionærer og timelønnede får samme nye kantine, og alle spiller en afgørende rolle i den fremtidige udvikling af virksomheden, pointerer Søren Hjorth Krarup videre.

Og Alfa Laval Aalborg har medvind i øjeblikket. Produktionen af scrubbere til rensning af udstødningsgasser, og det nye testcenter, der allerede nu skal udbygges, overgår alle forventninger. Hovedparten af virksomhedens 400 medarbejdere i Aalborg arbejder med en bred vifte af opgaver inden for salg, service, udvikling, indkøb, projektledelse, styring med videre til understøttelse af Alfa Lavals globale marineforretning:

- Aalborg spiller en stor rolle i Alfa Laval-koncernens vækstplaner inden for marineteknologi, siger Søren Hjorth Krarup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111