23948sdkhjf

Flextek og KJV starter egen spåntagningsskole

KJV og Flextek er gået sammen om at åbne Spåntagningsskolen, som skal sikre branchen dybere kendskab til såvel maskiner, værktøjer og processer.
Spåntagningsskolen hedder det nye initiativ, som Flextek og KJV åbner til august. Målgruppen er ikke de erfarne operatører, men den spåntagende industris medarbejdere, som har kendskab til spåntagning, og som ønsker at blive dygtigere til at arbejde med CNC-maskiner – herunder faglærere fra de tekniske skoler.

- Den spåntagende fremstillingsindustri mangler kvalificeret arbejdskraft. Og industrien mangler derudover et sted, hvor virksomhederne kan sende deres folk hen for at blive uddannet. Derfor har vi taget initiativ til at starte Spåntagningsskolen, siger administrerende direktør Henrik Løftgaard fra KJV.

Spåntagningsskolen får et stort program af specifikke kurser, som er tilrettelagt efter deltagernes faglige niveau. Kurserne, som får varighed af en dag eller to dage, er opdelt i moduler, som blandt andet tager udgangspunkt i dreje- og fræseteknikker, maskinprogrammering, opspænding, værktøjsanvendelse og 5-akset bearbejdning. Og der vil være en vekselvirkning mellem teori og praktisk anvendelse af såvel maskiner som værktøjer.

Praktik i Hedensted
- Vi har 10-12 fabriksnye maskiner stående klar med strøm på i vores showroom, som kommer til at fungere som det praktiske sted for kursisterne – en slags åbent værksted. Og sammen med KJV kan vi stille med nogle kompetente medarbejdere, som allerede er vant til at undervise kunderne, forklarer administrerende direktør Henning Dam fra Flextek.

De to ophavsvirksomheder pointerer, at kursisterne på ingen måde bliver forpligtet til kun at anvende værktøj fra KJV eller maskiner fra Flextek. Initiativets hovedformål er det spåntekniske område og en ambition om at opbygge en respekteret Spåntagningsskole, hvor kursisterne går hjem med ny, interessant og brugbar viden.

Første skoledag er berammet til 27. august i år.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078