Materialet blev skabt af Saeid Esmaeilzadeh, der kom til at afkøle en keramisk blanding lidt for hurtigt. Det viste sig dog, at han havde skabt en ny type superglas, som er ekstremt hårdt og har et højt brydningsindeks. Det skriver Ny Teknik.
Opfinderen regner med, at materialet i første omgang kan anvendes i rullelejer til vindmøller. Her tørster branchen p.t. efter komponenter, der kan klare de stadigt større belastninger, der er i møllerne. Fordelen ved de keramiske lejer er, at de er lettere samtidig med, at de er stærkere end lignende lejer lavet af stål.
Opfinderen er nu i gang med at starte en pilotfabrik i Albanova ved Stockholm, og målet er at kunne serieproducere de nye lejer allerede i år.