Wal-Mart hævder, at de canadiske kunder betaler uforholdsmæssigt meget for de danske klodser, fordi den canadiske dollar for øjeblikket står særdeles stærkt i forhold til den amerikanske dollar. Derfor har man bedt danskerne om at sænke priserne, men da Lego ikke har efterkommet det krav, har den amerikanske butikskæde ganske enkelt pillet Lego ned fra de canadiske hylder. Lego stiller sig dog uforstående overfor amerikanernes krav. Det skriver EPN.
- Wal-Mart bad os om markant at sænke prisen på LEGO-produkter som følge af den canadiske dollars styrke for bedre at matche amerikanske priser, og det kan vi ikke efterkomme, hvis vi samtidig skal opretholde en profitabel forretning, siger Søren Torp Laursen, direktør for Lego i Region Nordamerika, til EPN.
Eksperter vurderer, at udviklingen vil komme til at koste Lego ”nogle millioner kroner” i tabt fortjeneste, men at det formentlig vil gå hårdere ud over Wal-Mart, der ikke længere kan lokke kunder til med det danske brand.
