Går det, som EU-Kommisionen gerne vil, så skal det europæiske fællesskab i fremtiden kunne diktere, at alle medlemslande skal hente 20 % af energiforbruget fra vedvarende kilder i 2020. Det er sød musik i ørerne hos Vestas’ topchef Ditlev Engel, der i disse dage driver lobbyarbejde hos World Economic Forums topmøde i Davos i Schweiz. Det skriver Berlingske Business.
- Det er fantastisk for os i Vestas, vores underleverandører og hele industrien, at vi med EU i ryggen kan lave en langsigtet planlægning, lyder det fra Ditlev Engel om Kommisionens energiudspil.
Han hæfter sig også ved, at EU-Kommisionen har forkastet atomkraft som vedvarende energikilde, og dermed synes en af de væsentlige konkurrenter til vindenergien foreløbig at være kørt ud på et sidespor.