Fordoblet bundlinie hos nordjysk skibsværft
Karstensens Skibsværft i Skagen har fuld fart på. Værftet har fordoblet resultatet på bundlinien fra 2003 til 2004. Massive investeringer skal sikre at væksten holdes.
De seneste regnskabstal viser, at værftet i årsregnskabet for 2004 kunne fremvise en bundlinie, der næsten var fordoblet til 14,3 millioner kroner, og en omsætning på 296 millioner kroner, skriver Dagbladet Børsen.
De gode takter ser ud til at kunne fortsætte. Værftet har ordrer i bogen til en værdi af 800 millioner kroner. Disse ordrer er nybygningsordre på skibe, der skal færdiggøres i perioden 2005-2008.
- Derfor er det et godt regnskab, som vi er tilfredse med. Og det kommer af, at vi har de rigtige medarbejdere og ledere på de rigtige poster samt nogle gode kunder, siger Knud Degn Karstensen til Dagbladet Børsen.