Euro Steel Danmark tjener på høje stålpriser
Euro Steel Danmark, der har base i Hedensted, er en af de virksomheder, der tjener godt på de stigende stålpriser. Virksomheden har fået et flot overskud i regnskabet 2003/04.
Således lyder virksomhedens overskud før skat på godt 52 millioner kroner, hvilket er en markant fremgang sammenholdt med overskuddet sidste år, der endte på 16 millioner kroner, skriver Dagbladet Børsen.
Euro Steel Danmark beskæftiger otte personer og handler med grovplader og bjælker af stål og jern.
Euro Steel Danmark indgår i koncernen Euro Steel 1988 ApS.