23948sdkhjf

Helge Sander åbner Danmarks første innovationsuge for studerende

Af en pressemeddelelse fra Handels- og IngeniørHøjskolen (HIH) fremgår det, at skolen i uge 11 sætter fokus på brugerdreven innovation, forretningsplaner og iværksætteri. En lang række workshops og indlæg fra markante erhvervsledere skal inspirere de studerendes arbejde med iværksætteri og innovation.
Initiativet lægger i direkte forlængelse af Handels- og IngeniørHøjskolens værdigrundlag og passer samtidig præcist ind i regeringens mål om, at Danmark skal være verdens førende innovations- og iværksættersamfund.

Alle snakker om det. EU-kommissionen, OECD og mange flere har fremhævet, at fokus på innovation og iværksætteri er afgørende for Danmarks og Europas fremtidige vækst. Samtidig kræver regeringens mål om, at Danmark skal være verdens førende innovations- og iværksættersamfund, at fundamentet for en stærk iværksætterkultur lægges allerede i uddannelsessystemet.

På Handels- og IngeniørHøjskolen bliver det ikke bare ved snakken. I uge 11 rydder Handels- og IngeniørHøjskolen skemaet, og giver de studerende mulighed for at arbejde med forretningsskabelse. Der bliver bl.a. sat fokus på teamdannelse, kreative processer, juridiske rettigheder, finansiering og markedsføring. Efter afslutningen på ugen kan de studerende vælge, om de vil arbejde videre med en egentlig forretningsplan og deltage i en intern konkurrence. For at fremme kreativitet og utraditionelle tilgange skal der dannes teams på tværs af studieretninger ved hjælp af et såkaldt ”dating spot”.

Inspiration fra erhvervslivet og mange deltagere
De studerende kan arbejde med deres egne produkt- eller forretningsideer eller hente inspiration i de ideforslag, som det regionale erhvervsliv har bidraget med for at give den tværfaglige uge et ekstra, erhvervsrettet element. Og de studerende er vilde med initiativet. Knap halvdelen af dem, der har mulighed for at deltage, har takket ja til tilbuddet om ekstra undervisning og arbejde med forretningsskabelse.

”Det er det helt rigtige initiativ på det helt rigtige tidspunkt. Handels- og IngeniørHøjskolen retter blikket mod fremtidens krav til Danmarks ungdom, og det allerbedste er måske, at HIH har erfaring med innovation og iværksætteri. Det betyder, at den tværfaglige uge bygger videre på eksisterende viden”, siger Torben Henriksen, Erhvervsdirektør i Erhvervsrådet Herning, Ikast, Brande og Aaskov.

Innovation og iværksætteri er ikke noget nyt på HIH
I 2004 fik Handels- og IngeniørHøjskolen som den første uddannelsesinstitution nogensinde Dansk Industris uddannelsespris og senere på året udgav Erhvervs- og Byggestyrelsen en rapport, hvor 27 amerikanske, canadiske og danske universiteters uddannelser i iværksætteri blev sammenlignet. Handels- og IngeniørHøjskolen blev placeret på 2. pladsen i rapporten, hvor kun et amerikansk college blev placeret højere. De danske universiteter endte alle i bunden af iværksætterindekset.

”Rapporten var et klart signal om, at undervisningsformen på de videregående uddannelser i Danmark skal ændres, hvis de studerende skal blive bedre til iværksætteri. Der skal i højere grad arbejdes med kreative projekter frem for lærebøger, og der skal etableres tættere kontakt til erhvervslivet. Den tværfaglige uge på HIH er netop et udtryk for, at vi planlægger undervisningen på en anderledes og mere relevant måde”, siger Hans Jessen Møller, leder af Business Factory på Handels- og IngeniørHøjskolen. Business Factory er et væksthus, hvor studerende fra hele Danmark kan udvikle og afprøve produkter og forretningsideer.

Du kan læse programmet i pdf-format her

Kilde: Pressemeddelelse fra Handels- og IngeniørHøjskolen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062