Norsk gennembrud for Semco Maritime
Med en kontrakt med norske Statoil om renovering af en platform håber esbjergensiske Semco Maritime på, at man har fået det endelige gennembrud på det norske marked.
-Hidtil har de ellers insisteret på at have norsk engineering på opgaverne, så for os er det et gennembrud, siger administrerende direktør, Erik Gaj Nielsen, til Børsen.
Han erkender, at den danske virksomhed ikke p.t. har kapaciteten til at klare en stor efterspørgsel i Norge, og derfor er man i gang med at sondere markedet for mulige virksomhedsopkøb. For øjeblikket har man 300 offshoremedarbejdere i Norge og 45 funktionærer.
Efter den første ordre har Semco Maritime allerede fået nye forespørgsler fra Statoil, der er den altdominerende spiller i den norske del af Nordsøen med en markedsandel på mere end 60 %.