Selv om det for mange virksomheder stadig er en god forretning at have produktionen liggende i Østeuropa, er det i dag langt mere kompliceret at opretholde produktionen, end det var for blot få år siden. Det skriver Erhvervsbladet.
Årsagen skal findes i den store mangel på arbejdskraft, der også er ved at slå igennem i de østeuropæiske lande. Specielt Polen og Baltikum er hårdt ramt af udvandring, hvor mange personer i den arbejdsduelige alder søger mod Vesteuropa. Samtidig er lønningerne i de østeuropæiske EU-lande under pres, og flere steder har man oplevet en tredobling af lønnen på få år.
- Tidligere kunne danske virksomheder, der etablerede sig i Baltikum og Polen tage arbejdskraften for givet. Det kan de bestemt ikke længere. Resultatet er, at udenlandske virksomheder, heriblandt de mange danske underleverandører, som har produktion i Baltikum, må ændre strategi, forklarer John Bo Northroup, indehaver af Northroup Research, til Erhvervsbladet.
Resultatet kan blive, at mange virksomheder bliver tvunget til at flytte produktionen endnu længere mod øst – fx til Hviderusland – for at opretholde de lave produktionsomkostninger og for at kunne skaffe rigeligt med arbejdskraft.