Med den nye ordre har Lindøværftet nemlig booket kapaciteten fuldt op helt frem til 2010, og det betyder, at samtlige værftets tre dokke vil være fuldt belagt, ligesom de mange medarbejdere er sikret arbejde i de kommende år. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Men også på bundlinjen kan den nye ordre komme til at betyde en hel del. Det fynske værft har nemlig higet efter ordrer igennem et stykke tid.
- De her ordrer er indgået med fornuftige kalkuler, der skal bringe os tilbage til positive resultater og væk fra de negative resultater, vi har haft, udtaler administrerende direktør, Finn Buus Nielsen, til Fyens Stiftstidende.
Det er ikke oplyst, hvor mange skibe Lindø skal bygge til det græske rederi Carras Hellas Group – kun at der er tale om store bulk carriers. Skibene bliver 300 meter lange og 45 meter brede, og de første skal leveres i 2009.
