23948sdkhjf

Grundfos nærmer sig 20 milliarder i omsætning

Væksten i både salg og indtjening fortsætter i Grundfos-koncernen. I forhold til overskuddet før skat i første halvår 2006 på 544 mio. kroner er det i 2007 vokset med 12 % til 610 mio. kroner. Det er først og fremmest salget der er vokset betragteligt – fra 7,295 til 8,099 mia. kroner.
Salget er vokset i alle regioner – dog skiller Østeuropa og Fjernøsten sig særlig positivt ud med vækstprocenter på 31 og 16. I Tyskland er salget vokset med 8 %, mens væksten i det øvrige Vesteuropa nåede op på 14 %. I Nordamerika solgte Grundfos 9 % mere end i første halvår 2006.

Det store russiske marked er med en salgsvækst på 31 % helt på niveau med væksten i hele den østeuropæiske region, mens Kina og Indien med vækstrater på 46 og 38 % ligger noget over de 16 %, Fjernøsten under ét nåede op på.

Koncernchef Carsten Bjerg betegner halvårsresultatet som særdeles tilfredsstillende:

- Vi er inde i en periode med forsat meget høje materialepriser, konjunktur-afmatning i Nordamerika og andre væsentlige markeder samt en svag US-dollar. Ikke mindst på den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at vi har været i stand til fortsat at opnå betydelig vækst i salget på så mange markeder og samtidig opretholde det høje niveau i indtjeningen, siger Carsten Bjerg.

Positive forventninger
Han forventer, at de gode takter fra det første halve år fortsætter, når resultatet for hele året 2007 kan gøres op. Han betragter det som sandsynligt, at salgstallet for hele 2007 vil nå op på 16,5 mia. kroner, og at overskuddet før skat vil være på samme niveau som i 2006 med ca. 1,5 mia. kroner.

I 2006 opfyldte Grundfos et år før tiden sin økonomiske målsætning om at nå op på en omsætning på 15 mia. kroner. Lever 2007 op til de nuværende forventninger, vil et stort skridt være taget frem mod Grundfos’ nye, ambitiøse økonomiske målsætning om i 2010 at nå et salg på 20 mia. kroner.

- Som tingene udvikler sig, kunne det lige nu se ud til, at vi måske igen kan nå vores økonomiske målsætning før tiden. Men meget kan nå at ske på tre et halvt år, og den store udfordring bliver utvivlsomt samtidig at fastholde det høje niveau for indtjeningen, siger Carsten Bjerg.

Fremtidens vækst skal blandt andet sikres via helt nye forretningsområder, der kan supplere Grundfos’ kerneforretning – udvikling, produktion og salg af pumper og pumpesystemer.

Kilde: Grundfos - http://www.grundfos.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111