Dantrafo Group har i 2011 fortsat den positive udvikling efter generationsskiftet i 2009. Gruppens indtjening på den egentlige drift er steget væsentligt i 2011 i de tre driftsselskaber i henholdsvis Danmark, Sverige og Kina. Det skyldes primært, at aktivitetsniveauet er steget samtidig med at omkostningerne er reduceret. Bruttoresultatet er steget med 37,9 % til mDKK 24,4 i 2011. Gam Primær Holding ApS har i 2011 realiseret et overskud efter skat på mDKK 1,0. Den positive udvikling forventes at fortsætte i 2012.
- Mine første år som ejerleder af Dantrafo Group har vist mig, at der er væsentlige styrker at bygge videre på. Der er forsknings- og udviklingsafdelinger med stor teknisk viden i alle selskaber, der efter en tæt lokal dialog med kunder og udviklingshuse hurtigt kan levere prototyper fra lokale fabrikker og efterfølgende producere på den mest effektive fabrik for det pågældende produkt. Dantrafo står derfor strategisk stærkt som en global virksomhed, der tilbyder en pallette af induktive komponenter i et konkurrencepræget marked. Udviklingen er fortsat positiv i datterselskaberne i Sverige og Kina, der begge har tilfredsstillende resultater i 2011. Der er hermed skabt en solid basis for at udvikle Dantrafo Groups position som en strategisk leverandør, uanset om produkterne er fremstillet på fabrikken i Danmark, Sverige eller Kina. siger Ivan Gam.