23948sdkhjf

Spildolie kan også være miljørigtig

Dansk Olie Genbrug har udvidet lagerkapaciteten i Kalundborg og med god grund, for der er efterspørgsel efter den genraffinerede baseolie. Olieselskaberne vil gerne kunne tilbyde genraffineret smøreolie som led i deres grønne profil.
Virksomheden Dansk Olie Genbrug, der med afdelinger i Kalundborg og Horsens, genraffinerer brugte smøreolier såsom hydraulikolier, gearolier og motorolier, så det kan bruges til produktion af ny smøreolie, oplever stor efterspørgsel efter deres genraffinerede produkter.

- Det er ikke noget problem at afsætte produktionen. Der er en øget miljøbevidsthed, som gør, at efterspørgslen efter genraffineret smøreolie hele tiden stiger. Olieselskaberne vil gerne kunne tilbyde genraffineret smøreolie som et led i en grøn profil, siger Merete Bertelsen, miljøchef hos Dansk Olie Genbrug A/S.

Dansk Olie Genbrug har syv specialbyggede tankbiler og fire almindelige tankbiler, som kører rundt og indsamler spildolie fra autoværksteder over hele landet. Spildolien transporteres til Dansk Olie Genbrugs afdeling på Kalundborg Havn. Her foregår der en rensningsproces, der renser den brugte smøreolie og omdanner den til ren baseolie, hovedingrediensen i ny smøreolie.

Destillationsprocessen

- Anlægget i Kalundborg er hjertet i virksomheden. Her foregår der en destillationsproces, hvor spildolien bliver adskilt i hovedproduktet baseolie, som udgør 60 procent af spildolien, og nogle biprodukter, forklarer Merete Bertelsen og tilføjer, at biprodukterne er cirka 15 procent gasolie og 20 procent bitumen samt 5 procent vand.

Destillationsprocessen foregår i fire destillationstårne, hvor der i det første tårn bliver destilleret kondensvand af, hvorefter olien bliver varmet yderligere op, og der bliver destilleret gasolie af. I tredje destillationstårn destilleres let baseolie af og i sidste destillationstårn destilleres tung baseolie endelig af, de to mikses efterfølgende.

-De beskidte stoffer i spildolien er lagret i bundproduktet, bitumen. Det bliver solgt som et brændselsprodukt til enten Kommunekemi eller til stålindustrien i Tyskland, siger hun.

Efter destillationen foregår der en slags efterpoleringsproces, hvor sodpartikler bliver sorteret fra, og et opløsningsmiddel sørger for at skille aromatiske forbindelser fra. Slutproduktet baseolie er altså helt rent og bliver solgt til olieselskaber, som bruger det til produktion af ny smøreolie.

Udvider lagerkapaciteten

Dansk Olie Genbrug udvider lagerkapaciteten for spildolie i Kalundborg med 18.500 kubikmeter. Det er cirka en fordobling af den eksisterende lagerkapacitet.

- Hidtil har vi fået skibe med spildolie sejlet til København, hvor vi lejer tankkapacitet. Derefter bliver det sejlet til Kalundborg i mindre portioner. Ved at øge lagerkapaciteten her opnår vi dels en transportbesparelse, fordi skibene kan sejle direkte hertil, dels kan vi få et bedre miks af spildolier, forklarer Merete Bertelsen.

Dansk Olie Genbrug får nemlig spildolier fra mange forskellige steder. Udover spildolie fra de mange autoværksteder og industrier i Danmark importerer virksomheden spildolie fra blandt andet Sverige, England og Algeriet. Hver type spildolie har sine egne karakteristika, og der er forskel på renheden, så ved at blande de forskellige spildolier opnår virksomheden et optimalt miks.

- Desuden vil vi spare en hel del energi med det nye anlæg. I dag koger vi vandet ud af spildolien i bunden af tanken, men det kræver meget energi. På det nye anlæg vil vi topsuge, og det sparer på energien, forklarer Merete Bertelsen.

Arbejder med miljøet

I det hele taget arbejder Dansk Olie Genbrug meget med at gøre produktionen så miljørigtig som muligt. Virksomheden er certificeret under ISO 14001-standarden og registreret under den europæiske ordning EMAS.

- Vi har udpeget vores væsentligste miljøpåvirkninger. Det er i Kalundborg naturgas- samt elforbruget. Vi opstiller nogle mål for vores forbrug, blandt andet skal vi reducere vores naturgasforbrug pr. produceret kubikmeter baseolie. Vi går ind og ser på forskellige ting, for eksempel ser vi på, om vi kan isolere flere rør. Det er den ene side af det. Den anden side er, at ved at effektivisere processen får vi mere baseolie ud af den enkelte kubikmeter, siger Merete Bertelsen.

I øvrigt er der en faldende tendens inden for indsamling af spildolie, da biler i dag kører længere mellem hvert olieskift. Desuden kan Dansk Olie Genbrug godt mærke, at de danske bilister i de sidste to hårde vintre har kørt færre kilometre. Til gengæld foreskriver lovgivningen, at automekanikerne skal sikre sig, at spildolien går til genraffinering. Alternativet ville være at bruge olien til opvarmning, men lovgivningsmæssigt har man valgt, at det er miljømæssigt rigtigst at genraffinere spildolien til ny baseolie. Ÿ

Fakta:

I Danmark er der to virksomheder, som står for indsamling af spildolie. Dansk Olie Genbrug har cirka 2/3 af markedet, mens Lunds Olieservice dækker resten. Dansk Olie Genbrug, der har ligget på Kalundborg Havn siden 1992, er ejet af Avista Oil. Dansk Olie Genbrug har 42 medarbejdere fordelt over chauffører, produktion og administration.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062