23948sdkhjf

Sjørring Maskinfabrik bruger 275 tons svejsetråd om året

Det er ikke småting der svejses sammen i produktionen hos Sjørring Maskinfabrik. Virksomheden er forarbejder 15.000 tons stål og bruger 275 tons svejsetråd om året.
Thy-virksomheden Sjørring Maskinfabrik A/S der ligger i Sjørring ved Thisted producerer til sværindustrien. Specielt frontskovle til Volvo Construction Equipment og Atlas Copco i Sverige udgør en stor del af virksomhedens omsætning.

- Vi fremstiller knap 4000 frontskovle til de to kunder om året, med langt den største del til Volvo, fortæller afdelingsleder Poul Bunk.

- Produkterne til de to kunder komplimenterer hinanden, uden at de er direkte konkurrenter. De skovle vi fremstiller til Volvo er til deres gummiged, mens Atlas Copco fremstiller maskiner til minedrift.

Virksomheden fremstiller skovlene helt fra bunden til de står færdige med overfladebehandling og monteret op med hydraulik klar til at montere på entreprenørmaskinerne.

Man skulle tro, at det var forholdsvis enkelt at automatisere en produktion af frontskovle til to forskellige kunder. Men dem der tror, at der kun findes en slags frontskovl til en gummiged kan godt tro om igen.

Over 2000 forskellige frontskovle

Virksomheden har igennem tiden produceret cirka 2000 forskellige typer skovle.

- Det er altså ikke lige meget, hvad skovlen skal læsse og bruges til, der er stor forskel på størrelse og form. Derfor er det også svært at automatisere produktionen, da vi fremstiler 200 forskellige typer frontskovle på årsbasis, fortæller Poul Bunk.

- Der er selvfølgelig mange af typerne, hvor der kun er små ændringer, og vi råder også over 12 svejserobotter, med manipulatorer op til 3500 kilo. Men mange af skovlene bliver svejst op manuelt, da de fremstilles i meget små stykantal.

- Samtidig kræver det stor erfaring at få svejst skovlene rigtig, for at de ikke bliver skæve og trækker sig under opsvejsningen. Det er altså rigtig meget varme, der bliver hældt i hvert emne, og det kan nemt gå galt, forklarer Poul Bunk.

Selv om det er store komplekse skovle, der fremstilles, mener afdelingslederen ikke, at der produceres emner, som ikke kan fremstilles andre steder.

- Frontskovlene kunne ligeså godt produceres alle andre steder. Vi har dog kun 12-15 dage fra skovlen bliver bestilt til den kan leveres i Sverige, og det udelukker jo produktion i Østen alene på grund af transporttiden, siger han.

Grunden til den korte leveringstid er de mange forskellige typer skovle, der findes alt efter hvad gummigeden skal arbejde med.

- Det er logistikken vi skal vinde over konkurrenterne på, og vi arbejder rigtig meget på at forbedre de enkelte arbejdsprocesser, og automatisere produktionen mest muligt så leveringstiden kan holdes på et minimum.

- Det er helt kart i svejseafdelingen vi bruger flest ressourcer på at automatisere, da det er den afdeling der er mest mandskabstung og som kræver flest mandetimer, afslutter Poul Bunk

Ÿ
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078