Projekterne, som hver især skal bidrage til en mere grøn og energivenlig skibsfart, omhandler skibsbygning i nye letvægtsmaterialer, miljø- og klimamodernisering af eksisterende skibe samt anvendelse af alternative drivmidler til skibe.
Det er projekter, der er fremadskuende og har vækst- og beskæftigelsespotentiale, lyder det fra Danske Maritime. Brancheforeningens adm. direktør Jenny N. Braat glæder sig over at se et konkret resultat af vækstteamarbejdet på det maritime område:
"Det er positivt, at Regeringen har fokus på Det Blå Danmark og på udviklingen af grøn teknologi til skibsfart. De danske maritime leverandører og værfter har en særdeles god position inden for udvikling af grønne maritime løsninger. Denne position skal vi holde fast i og styrke yderligere, og til det er støtten til de seks projekter et værdifuldt bidrag", siger hun.