23948sdkhjf

Kreditorer slås om resterne af Pihl & Søn

Underleverandører og lønmodtagere mener, at to konkursadvokater ikke er uvildige. Kreditorer kræver ny kurator
Et opsigtvækkende slagsmål er i færd med at udspille sig mellem kreditorerne i den krakkede entreprenørkoncern Pihl & Søn, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Rækken af underleverandører og lønmodtagere med tilgodehavender er nemlig bange for, at de to konkursadvokater, der håndterer krav for over to milliarder kroner, ikke er uvildige.

Kreditorerne er derfor gået til Sø- og Handelsretten med et krav om, at der indsættes en ny kurator, der skal rydde op i stumperne efter krakket - en advokat, der taler deres sag.

- Vi vil have underleverandørernes repræsentant ind i kuratellet, så vi sikrer, at vores medlemmers interesser bliver tilgodeset i boet, siger Henrik Garver, der er administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, til Jyllands-Posten.

I kuratellet, som er de advokater, der skal rydde op i konkursboet, sidder Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater og Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert.

Begge firmaer var involverede i Pihl & Søn inden konkursen på vegne af de finansielle kreditorer, Danske Bank, Tryg og kreditforsikringsselskaberne Euler Hermes og Atradius.

Ifølge avisen hjalp en advokat fra Kromann Reumert de fire finansselskaber med en "sikkerhedspakke", som bland andet bestod i at udtage et virksomhedspant på 300 millioner kroner, som fylder en stor del i forhold til de samlede aktiver på omkring 490 millioner kroner.

Pantet blev udtaget i december 2012, og lønmodtagerne og underleverandørerne sår tvivl om pantets gyldighed.

De tre forsikringsselskaber kontaktede Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater et par uger før konkursen i forbindelse med overvejelserne om at skyde yderligere en halv milliard kroner ind i Pihl & Søn for at redde koncernen.

- Vi synes, at det vil være betænkeligt ikke at tage en tredje kurator ind, eftersom de to kuratorer har været med til at lave den pant, og dermed vil det være egenkontrol.

- Det plejer ikke at være det bedste, siger Henrik Fausing, der er afdelingschef i Dansk Byggeri, til Jyllands-Posten.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078