I ungarnske Tolna har SILHORKO eksempelvis leveret en komplet drikkevandløsning med lukkede trykfilteranlæg til fjernelse af jern, mangan og ammonium ved hjælp af iltning og filtrering. Denne løsning er ny i Ungarn, og Skanderborg-virksomheden er i fuld gang med at udbrede kendskabet til "den danske model" til andre ungarske vandværker.
SILHORKO oplever en støt stigende interesse for komplette vandbehandlingsløsninger til teknisk vand, og en af kunderne i 2012 var Göteborg Energi, som er i gang med et ambitiøst biogasprojekt. Projektet er det første i verden, som anvender restprodukter fra skovbrug til at fremstille biogas. Biogassen skal anvendes til transportbranchen og til fremstilling af el og fjernvarme samt i fremstillingsindustrien og i private husholdninger.