En ny DEA-analyse viser, at antallet af unge 25-årige, som aldrig har færdiggjort en ungdomsuddannelse og i dag ikke er i gang med en, er steget fra at udgøre 11,6 pct. af de 25-årige i 2001 til at udgøre 12,2 pct. i 2012.
"De seneste ti års politik på området har ikke bragt løsninger, der sikrer, at flere unge får en uddannelse, som matcher egne evner og arbejdsmarkedets behov. Derfor har DEA besluttet at nedsætte en kommission af aktører på området, som skal arbejde sig frem til et fælles bud på et sammenhængende og samarbejdende ungdomsuddannelsessystem, der i 2020 vil være et kvalitetsmæssigt forbillede for resten af verden," siger Stina Vrang Elias, adm. direktør, tænketanken DEA
Formand for ungdomsuddannelseskommissionen bliver Niels Egelund, professor og centerleder for Center for Strategisk Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet.
"Hidtil er ungdomsuddannelserne blevet struktureret og justeret primært af interessenterne omkring den enkelte uddannelse. Politikerne har derfor ved hver revision af love og regler ikke haft lejlighed til at tage stilling til systemet som helhed. Det er der et helt åbenlyst behov for, at de gør. Kommissionen skal derfor levere en gennemgribende analyse af problemerne samt nogle konstruktive, visionære og langsigtede løsningsforslag, som politikerne kan arbejde videre med. Derfor er jeg glad for, at det er så kompetente fagfolk, der er med i kommissionen," siger Niels Egelund.
Kommissionen vil komme med sit forslag til et nyt ungdomsuddannelsessystem i foråret 2014