23948sdkhjf

Energibesparelser skal forbedre konkurrenceevnen

Dansk Automationsselskab DAu inviterede torsdag til konference om energi management i industrien.
Carlsberg-bryggeriet i Fredericia, som selv er storforbruger af energi, lagde mødefaciliteter til, og konferencen sluttede med en rundvisning på bryggeriet. DAu evner som regel at skaffe gode foredragsholdere, der virkeligt har noget at give videre til konferencedeltagerne, og det var også lykkedes til fulde denne gang.

"Lavthængende frugt" bruges som betegnelse for de nemme løsninger, der giver korte tilbagebetalingstider. Ifølge Steen Lenzig fra Schneider Electric bør man bruge den indvundne økonomi til at finansiere yderligere energibesparende tiltag, som måske har en lidt længere tilbagebetalingstid, men lidt for ofte ser man desværre, at pengene blot forsvinder ind i virksomhedernes almindelige regnskab. Ved en rigtig håndtering af energioptimeringer og –besparelser kan de få yderligere effekt ved at anvende de gode resultater i markedsføringen af virksomhedens produkter.

Kort tilbagebetalingstid

Divisionsdirektør Kjeld Gade fra Kjærgaard A/S fortalte, at de har god erfaring med at optræde som totalleverandør af energispareprojekter.

"Projekterne skal forbedre virksomhedens konkurrenceevne – ellers er de uinteressante, og en tilbagebetalingstid på 10 år eller mere er også uinteressant. Vi skal finde løsninger med kort tilbagebetalingstid og vi skal have fat i de rigtige beslutningstagere. Og alligevel varer det oftest mellem 8 og 14 måneder fra første møde til vi får et go for et projekt" siger Kjeld Gade.

280 projekter

Energistyrelsen har en bevilling på DKK 3,75 mia. løbende indtil 2020 til støtte for projekter til konvertering af fossil energi til vedvarende energi og til energioptimeringer i produktionsvirksomheder. Charlotte Forsingdal arbejder i den gruppe i Energistyrelsen, der behandler ansøgninger om støtte, og hun kunne berette om, at der var givet tilsagn om støtte til 280 projekter til et samlet beløb på DKK 232 mio.

En stor del af ansøgningerne er relativ små og kommer fra landbruget og skal hjælpe med overgang fra oliefyring til fyring med halm eller flis. Der er dog en enkelt ansøgning, hvor der er givet tilsagn om støtte på DKK 40 mio.

Efterfølgende præsenterede flere virksomheder deres løsninger på energibesparelser, og her var der en fællesnævner, der gik igen – nemlig adfærdsændringer af medarbejderne på virksomhederne. Hvis man kan motivere medarbejderne til at være aktive deltagere i energibesparelser, er her de første billigste besparelser at hente.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219