FAKTA: Lundbeck bekæmper hjernesygdomme
Medicinalkoncernen Lundbeck er onsdag kommet med regnskab for tredje kvartal. Se hvad virksomheden laver her.
* Lundbeck er en medicinalvirksomhed, som lever af at udvikle, producere og sælge lægemidler mod hjernesygdomme.
* Lægemidlerne er rettet mod sygdomme som psykotiske lidelser, epilepsi, depression og angst samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
* Virksomheden blev stiftet i 1915 af Hans Lundbeck som et handelsfirma, som handlede med en række så forskellige varer som maskiner, kiks, sødestoffer og biografudstyr. I 1930'erne begyndte Lundbeck pakning og produktion af lægemidler i Danmark.
* Lundbeck beskæftiger omkring 6000 personer fordelt på 57 lande. 2000 arbejder i Danmark.
* Virksomheden har forskningsanlæg i Danmark, Kina og USA og produktionsanlæg i Kina, Danmark, Frankrig og Italien.
* I 2013 kom knap halvdelen af Lundbecks indtjening fra Europa, 17 procent fra USA og 27 procent fra det internationale marked.
* Lundbeck er ledet af Ulf Wiinberg, der har været øverste chef siden 2008.
* Lundbeck blev børsnoteret i 1999 på fondsbørsen i København.
Kilde: Lundbeck
/ritzau/