Udsigt til flere tusinde nye arbejdspladser gennem øget eksport
Ifølge den seneste Eksportudsigt fra Udenrigsministeriet forventes dansk basisvareeksport i 2014 at vokse med 5,5 procent svarende til 30,4 mia. kr. og i 2015 med 6,3 procent svarende til 36,7 mia. kr.
Når eksporten øges med 1 mia. kr. skabes på kort sigt 6-700 nye arbejdspladser. Der er således udsigt til flere tusinde nye arbejdspladser gennem øget eksport de kommende år.
"Det er for tidligt at tale om et egentlig opsving i dansk og europæisk økonomi, men der er ikke længere tvivl om, at vi går mod lysere tider. Den forventede fremgang i eksporten vil understøtte den økonomiske vækst og skabe flere tiltrængte arbejdspladser rundt omkring i Danmark, hvor hver fjerde dansker i dag lever af eksporten, som derfor yder et afgørende bidrag til, at vi kan opretholde et solidarisk og velfungerende velfærdssamfund. Regeringens mange reformer og en forbedret konkurrenceevne er grundlaget for de positive vækstudsigter. I 2014 og 2015 vil det især være eksporten til Kina, Tyskland, Storbritannien, USA og Sverige, som vil trække eksporten op. Det er vigtige markeder, som vi allerede gør en stor indsats på, og hvor potentialet for øget afsætning er meget stort. Derfor har regeringen i den nye eksportstrategi taget en række initiativer, der de kommende år vil understøtte dansk eksport til disse markeder", siger Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.