I selvbyggede super-energieffektive biler dyster de om det uofficielle verdensmesterskab i at køre længst muligt på, hvad der svarer til en liter benzin. Løbet afholdes i Rotterdams gader og har deltagelse af over 3.000 studerende fra 24 lande. I alt forventes 220 biler at stille til start.
Sidste år tog DTU Roadrunners vinderpokalen med hjem og satte med 612,5 km/l samtidig ny verdensrekord for en bil med forbrændingsmotor. Og de studerendes forventninger til øko-bilen, som til årets løb er blevet gennemgribende forbedret med bl.a. motoroptimering, teknik til opsamling og genbrug af bremseenergi er store.
Under overværelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim præsenterer Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og studerende fra DTU Roadrunners årets bud på en vinderbil ved Shell Eco-marathon 2014 på DTU i Lyngby den 7. maj.