Blandt de mest markante initiativer er at lette omkostningerne for de energitunge virksomheder. Det gælder både med en modernisering af NOx-afgiften og en lettelse af elintensive virksomheders PSO-betaling, siger Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi. En række virksomheder har historisk været lettet for afgifter og har ikke haft samme gavn af regeringens seneste lettelse af elafgiften, og derfor rammer det hårdere, når PSO-betalingen stiger, forklarer han.
"Vores fem initiativer kan forløse en del af regeringens vækstambitioner og samtidig sikre et endnu større afkast af den energi, vi alle er afhængige af, Vi kan se, at PSO-betalingen er konkurrenceforvridende for et segment af de danske virksomheder, derfor foreslår vi at lette den betaling for de særligt elforbrugende virksomheder store som små. Dette kan eksempelvis ske via finansloven, men andre modeller er også i spil. Desuden foreslår vi en modernisering af NOx-afgiften, der er en ren jobdræber", siger Anders Stouge og påpeger, at NOx-afgiften i dag er en dansk særskat, som næsten kun handler om at få penge i statskassen.
Samlet set vil Dansk Energis vækstinitiativer afløfte afgifter og forandre regulering, der vil fastholde eller skabe 9.800 danske job, fortæller erhvervs- og interesseorganisationen.