Der er tale om den største anskaffelse i dansk forsvar nogensinde, og købet af nye kampfly vil ifølge FAD komme til at præge forsvarsindustrien i Danmark på den anden side af 2050. Foreningen vil nu i dialogen med politikere og producenter kæmpe for at sikre, at alle fire kandidater forpligter sig til at lægge investeringer og udvikling i Danmark i forbindelse med deres bud.
"Det er teknologi på højeste niveau, der er med i sådan en konkurrence, og den teknologi skal ind i danske forsvarsvirksomheder. Leverandøren af det fremtidige danske kampfly skal derfor forpligtes til at indgå i langsigtet, strategisk samarbejde med danske virksomheder. Et strategisk samarbejde er med til at sikre, at dansk forsvarsindustri også i fremtiden kan udvikle sig og få kompetencer, der understøtter Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Hertil kommer, at projekter af den her kaliber skaber vækst og beskæftigelse i dansk industri langt udover den del, som beskæftiger sig med kampfly, siger Frank Bill, der er sekretariatsleder i FAD Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark.
FAD mener at alle fire flyproducenter er troværdige kandidater og understreger, at dansk forsvarsindustri ser frem til mange års godt samarbejde med vinderen, uanset hvem det bliver.