Ny teknik til overfladebehandling af plastik
Danske forskere vinder europæisk pris.
"Forestil dig, at vi støber et plastikelement, det kunne være en brille, og at støbeprocessen tilfører plastikmaterialet forskellige funktioner på forskellige områder ved at ridse egenskaberne i materialets overflade. En egenskab kunne eksempelvis være et blåt stel og en anden egenskab antirefleks i glassene. De fleksible muligheder i støbeprocessen, der overflødiggør efterbehandling af materialet, er den grundlæggende ide bag vores nye plastik", forklarer Anders Kristensen, der professor ved DTU Nanotech på Danmarks Tekniske Universitet i Kgs. Lyngby.
Plastproduktion er en miljøtung industri, hvor kemikalier og efterbehandling, f.eks. farvning og antirefleksbehandling af overflader, belaster miljøet og gør produktionen dyr, fortæller han, men fremtidens plastik gør det derimod muligt at skabe farver ved hjælp af nanostrukturer støbt på overfladen, hvor farven opstår ved, at de mikroskopiske strukturer reflekterer lyset på en særlig måde. Det gør farvepigmenter overflødige.
"Den samme forenkling vil gælde for affaldshåndtering af plastik. I fremtiden vil vi ikke længere skulle sortere og rense plastikprodukter før omsmeltning, fordi fremtidens plastik kun er plastik og intet andet. Du kan uden videre smelte materialet om". fortæller Anders Kristensen.
Sammen med Theodor Nielsen, der er stifter og direktør for NIL Technology ApS, har han opfundet teknologien bag den nye plastik, og de glade for, at de og deres team har fået mulighed for at arbejde tæt sammen med virksomheder fra industrien, hvor de sammen udvikler og afprøver fremtidens plastik. Samarbejdet, der er en del af et stort europæisk forskningsprojekt Plast4Future, er ledet af Anders Kristensen og er nu så langt, at den nye plastik er klar til markedet om få år.
Foruden EU-prisen for "Best Ongoing Projects" som en ud af fire EU-støttede projekter, har Anders Kristensen og Theodor Nielsen også modtaget en særlig pris for bedste stand og formidling af Plast4Future-projektet ved konferencen Industrial Technologies 2014 i Athen.