Specialfartøj med lastekapacitet på 8.000 ton
Når specialfartøjet INNOVATION søndag lægger til ved projektkajen ud for Bladt Industries, er det et af de største specialfartøjer, som nogen sinde har anløbet Aalborg Havn.
Det første anløb i Aalborg vil blive fulgt op af yderligere seks, inden alle 35 fundamenter fra Bladt Industries til DONG Energys park med 6 MW vindmøller på Westermost Rough er på plads i den engelske del af Nordsøen. Med en diameter på ca. 6,5 m er monopælefundamenterne de hidtil største fra Bladt Industries, men der er allerede opgaver med endnu større dimensioner i ordrebogen.
INNOVATION har en lastekapacitet på 8.000 ton, og fartøjets kran kan løfte op til 1.500 ton. Lastningen finder sted fra Aalborg Havns projektkaj, som i november 2013 blev udvidet med endnu 5.000 m2 sværgodsrampe med en bæreevne på 44 ton pr. m2. Begge ramper er af havnen lejet ud til Bladt Industries, der inden for det seneste årti har levereret over 1.000 offshore møllefundamenter.