Første danske stålgrossist certificeret efter DS/EN 1090-1
Hos Vejle-virksomheden Jørgensen & Utoft er certificeringen nu i hus efter et forløb, hvor virksomhedens indkøbs- og leveringsprocedurer blev nøje gennemgået.
I forhold til certificeringen er det Jørgensen & Utofts opgave at sikre og dokumentere, at det stål, der leveres, er CE-mærket fra producentens side, mens den endelige CE-mærkning påhviler den fremstillingsvirksomhed, der producerer stålkomponenter i halv- og helfabrikata, forklarer direktør Morten Bech.
"Selv om certificeringen ikke har medført de store ændringer for vores måde at arbejde på, så betyder det meget for os, at vi med certifikatet i hånden kan give vores kunder fuld sikkerhed for, at de CE-mærkede stålvarer, vi leverer, overholder alle krav", fortæller han.
Morten Bech forventer, at branchens indkøbere i den nærmeste fremtid vil have ekstrastor fokus på dokumentation, og det har Vejle-virksomheden stor forståelse for, da et svigt ét sted i kæden, kan have endog meget alvorlige konsekvenser for de implicerede parter.
"Vores kunder henvender sig løbende med spørgsmål om, hvordan de skal forholde sig. Og selv om det er meget individuelt, vejleder vi gerne i det omfang, vi er i stand til", lyder det fra direktøren.