23948sdkhjf

Koch er langt fra forholdene i metal-industrien

Af leder af Dansk Metals a-kasse, Torben Poulsen.
Det såkaldte Carsten Koch-udvalg har sendt sine anbefalinger til reform af beskæftigelsesindsatsen til regeringen. Intentionerne er rigtige, men værktøjerne er forkerte.

Carsten Koch-udvalget lægger op til en mere individuel indsats, større valgfrihed og flere rettigheder til de arbejdsløse. Det er sød musik i vores ører, og der er da også flere konkrete forslag, som straks bør gennemføres. Desværre skæmmes forslagslisten af idéer, der ikke vil få vores medlemmer hurtigere i job – snarere tværtimod.

Reglerne i dag giver først ledige ret til uddannelse efter fire måneders arbejdsløshed. Carsten Koch foreslår at lægge mindst 50 pct. oveni denne karens-periode, så det først er efter tidligst seks måneders arbejdsløshed, man får en ret til jobrettet uddannelse.

Vi er helt med på, at målrette uddannelse af arbejdsløse mod det virksomhederne efterspørger. Det er en kerneopgave i arbejdsmarkedspolitikken. Men det er helt håbløst at have en karensperiode. Vi oplever gang på gang, at vores medlemmer ikke får de opslåede job, fordi de eksempelvis mangler et kort svejsekursus eller et bestemt certifikat. Derfor vendte vi os kraftigt imod det, da regeringen indførte 4-måneders grænsen, og at udvide den til mere end seks måneder gør det blot endnu værre. Jeg undrer mig over, hvordan udvalget kan nå frem til den anbefaling.

Udvalget blev specifikt bedt om at komme med forslag til, hvordan man hurtigere kan få ledige i job, blandt andet set i lyset af, at dagpengeperioden er blevet halveret. Vi har derfor sendt solid dokumentation til ekspert-udvalget, der viste, at målrettet uddannelse faktisk er det mest effektive aktiveringsredskab til at få vores medlemmer i job, men det har udvalget set bort fra.

Industrivirksomheder stiller i dag ofte meget konkrete krav om opdaterede kompetencer, før de ansætter nye medarbejdere, og derfor frygter jeg, at forslaget blot vil føre til, at ledige i stedet for at vente fire måneder fremover skal vente mindst seks måneder, før de kan komme i betragtning til et job.

Muligheden for jobrettet uddannelse burde være en rettighed fra første ledighedsdag. Nu bliver det i stedet den sidste, vores medlemmer får ret til.

Jeg vil også advare imod udvalgets forslag om, at man skal henvende sig i jobcentrene, når man bliver arbejdsløs.

Den første kontakt bør ligge i a-kasserne. Det er os, der kender medlemmerne, deres uddannelser og jobområder. Det er os, der har kontakten til virksomhederne gennem 5.000 tillidsvalgte på de enkelte arbejdspladser. Det er os, der er de bedste jobformidlere på vores område. I 2013 fik 2.175 af vores medlemmer job via Dansk Metal. Mange af dem allerede i opsigelsesperioden.

I forbindelse med de netop overstående overenskomster har arbejdsmarkedets parter sendt et klart signal om, at den tidlige indsats skal forankres i a-kasserne,

I de nye private overenskomster har vi aftalt med arbejdsgiverne, at vores opsagte medlemmer skal have ret til vejledning i deres a-kasse og ret til uddannelse i opsigelsesperioden. Det giver muligheder for at starte en aktiv beskæftigelsesindsats flere uger tidligere, end man gør i dag. Det giver netop god mening at starte indsatsen tidligt.

Initiativer, der startes i opsigelsesperioden, vil kunne føres videre for de medlemmer, der bliver arbejdsløse. Det vil være meget lidt produktivt at afbryde den indsats, og starte helt forfra i jobcenteret. Vores medlemmer vil komme senere i job, staten vil få flere udgifter til dagpenge og man vil spilde ressourcer på et arbejde, som a-kasserne udfører uden udgifter for de offentlige kasser.

Efter at ekspertudvalget har afleveret sin rapport vil regeringen i næste måned komme med sit udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen:

Der er gode intentioner og forslag i ekspertudvalgets rapport, men værktøjerne er de ikke bedste. Derfor håber jeg, at politikerne lytter til vores indvendinger og vores konkrete erfaringer fra det arbejdsmarked, som vores medlemmer er på.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078