I Syddanmark er antallet af konkurser i løbet af det seneste år faldet fra 871 til 622, svarende til et fald på 29 procent, viser de seneste konkurstal fra Danmarks Statistik. Og forklaringen er ikke ny eller overraskende, siger økonom Mira Lie Nielsen fra Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
"Det er primært afsætningen til tyske kunder, der trækker erhvervsklimaet i Syddanmark op. Eksporten til Tyskland er nemlig steget med hele 19 pct. i årets første tre måneder, og det kan i høj grad mærkes hos regionens virksomheder, der i stort omfang er leverandører og samhandelspartnere for tyske virksomheder," siger hun.
I Nordjylland og Midtjylland har der også været store fald i konkursomfanget det seneste år, men de seneste månedstal viser, at der i begge regioner har været forholdsvis store stigninger i antallet af virksomheder, der har drejet nøglen om.
"Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt de seneste stigninger er udtryk for ændret erhvervsklima i de to jyske regioner, og der skal flere måneder med stigninger til for at bryde den ellers positive tendens", vurderer Mira Lie Nielsen.