"En handelsaftale mellem EU og Japan kan skabe et nyt eksportboom for danske virksomheder. Forhandlingerne om en aftale blev påbegyndt i marts 2013, og vi forventer, at aftalen kan være færdigforhandlet inden for de næste to-tre år", siger direktør Thomas Bustrup, DI, der er med på turen.
Han vurderer, at besøget har stor betydning for de danske virksomheders ordrebøger.
"Vi mødes med repræsentanter fra Japans politiske ledelse og en lang række erhvervs-organisationer og handelsforbindelser, og det vil helt sikkert styrke samarbejdet. Både før, under og efter et fremstød skal der lægges en stor arbejdsindsats fra virksomhederne, myndighederne og DI. Men virksomheder, der deltager i erhvervsfremstød af denne type, vender ofte hjem med ordrer for mange millioner kroner", lyder det fra Thomas Bustrup.
Der er ca. 75 danske virksomheder, der er etableret i Japan i dag.