Brancheforening får egen direktør
Danske Havne har tidligere delt direktør med KL, men har nu taget sidste skridt i at blive en selvstændig brancheforening for Danmarks erhvervshavne.
"Det er væsentligt for Danske Havne at finde en direktør, der kan udvikle vores brancheforening kommercielt og forretningsmæssigt. Samtidig har vi lagt vægt på at få en direktør, der kan udvikle og fastholde vores medlemmer med et fokus på de markedsmæssige potentialer, som vores medlemmer har. En anden af de vigtige opgaver er at repræsentere Danske Havne i netværk i ind- og udland og sikre kvalificeret påvirkning af såvel Christiansborg som EU. Derfor er vi glade for at have valgt Gitte Lillelund Bech som vores kommende direktør, og vi ser meget frem til samarbejdet", siger formand for Danske Havnes bestyrelse, professor Peter Maskell.
For Gitte Lillelund Bech er det en tilbagevenden til transport- og erhvervsområdet, som hun brænder for.
"Jeg glæder mig meget til at begynde som direktør for Danske Havne for dermed at kunne bidrage til, at Danske Havnes medlemmer kan spille en endnu større rolle i Danmarks vækst og værdiskabelse hos havnenes kunder. Danske Havne er en vigtig aktør i Det Blå Danmark, og denne rolle vil jeg gerne arbejde for at styrke yderligere. Samtidig er det væsentligt for mig at sikre en udvikling for alle Danske Havnes medlemmer. Jeg ser derfor frem til et rigtigt godt samarbejde med medlemmer og andre interessenter for at styrke danske erhvervshavne, både i Danmark og ved at repræsentere Danske Havne internationalt", siger Gitte Lillelund Bech.