Torsdag morgen kørte Jakob Kleban fra bopælen i Tarm til Skjern Tekniske Skole og begyndte på sin svendeprøve til vindmølleoperatør. Samme aften fik hans højgravide hustru Wei Ban veer, og han kørte hende på hospitalet, hvor hun blev indlagt for at føde deres første barn.
Fredag morgen forsikrede hospitalet den nervøse vordende fader, at han trygt kunne køre til Skjern og fortsætte svendeprøven i de 4 timer, som var planlagt den dag. Det viste sig at være en helt korrekt vurdering, for parrets søn blev først født søndag morgen.
Herefter kunne den glade nybagt far med ro i sindet gøre sin svendeprøve færdig mandag og tirsdag og gå til den afsluttende eksamen onsdag. Hans indsats blev af skuemestrene vurderet til topkarakteren 12.
Kilde: UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern