Nyt dansk-norsk samarbejde
Stæhr Marine Engineering A/S er blevet dansk agent for norske CSD Sealing & Protecting Systems AS, der er leverandør af sikkerhedsprodukter til rør- og kabelgennemføringer.
"Vi læste om det nordjyske projekt og tog straks kontakt til projektets konsulent Ejvind, da vi tidligere uden held har forsøgt at finde en agent i Danmark og derfor har stået for salget selv. Han kom og stillede de helt rigtige spørgsmål og gik straks i gang med at finde relevante samarbejdspartnere til os. Han introducerede os for Stæhr Marine, som vi ser meget frem til at samarbejde med", fortæller Jon Øyvind Hansen, der er adm. direktør i CSD Sealing & Protecting Systems AS.
Palle Sørensen, project manager i Stæhr Marine Engineering A/S, ser frem til agentopgaven på det danske marked.
"Vi er blevet agent for et produkt, som vi formentlig ikke havde fundet frem til selv, hvis det ikke havde været for det nordjyske projekt. Det er nogle meget spændende produkter, som har mange fordele i forhold til konkurrenterne. Samtidig giver det en stor konkurrencefordel, at der skal etableres et lager her i Frederikshavn, som betyder, at vi er meget fleksible og kan levere produkterne fra dag til dag, når kundernes behov opstår", siger han.
Ejvind Schiønning, der er konsulent i Nordjysk Erhvervsfremstød Norge håber, at samarbejdet kan inspirere andre nordjyske virksomheder og norske virksomheder.
"Samarbejdet er et godt eksempel på de gode forretningsmuligheder, der ligger for både norske og nordjyske virksomheder. Den øgede samhandel giver mulighed for vækstpotentialer og jobs i vores nordjyske virksomheder, som kan drage nytte af den store vækst i særligt den norske offshorebranche, men også inden for andre brancher som det maritime område og byggeri og anlæg", siger han.
Nordjysk Erhvervsfremstød Norge er en del af BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK, som har til formål at skabe samarbejdsrelationer mellem de nordjyske og norske virksomheder særligt inden for den maritime og industrielle branche. Bag projektet står Erhvervshus Nord, Hjørring Erhvervscenter, Brønderslev Erhverv og Turisme, Center for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune samt Væksthus Nordjylland. Projektet er støttet med 1,5 millioner kroner fra Vækstforum.