En afrapportering af projektet viser, at ROBI har været en meget stor succes. Nye forretningsmuligheder ser dagens lys, og konkrete tiltag til automatisering, produktionsoptimering og implementering af ny robotteknologi er i gang hos en lang række fynske virksomheder.
"Vores målsætning er at få idéerne op af skuffen hos de virksomheder, som kan se mulighederne i robotteknologi og automation og ikke mindst at plante
nogle kommercielle frø. Med Fyn som kraftcenter kunne vi være førende på verdensplan på en række udvalgte områder inden for robot- og velfærdsteknologi, og mange virksomheder vil gerne i gang med at automatisere, men ofte bliver det ved tanken, fordi de simpelthen ikke ved, hvordan de skal komme i gang. Det har vi hjulpet dem med sammen med Udvikling Fyn", siger Kim Andersen, der er innovationskonsulent på Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.