23948sdkhjf

Dynamisk trykstyring på vandværket

VandCenter Syd i Odense har som det første i Danmark etableret dynamisk trykstyring af ledningsnettet.
Projektet er gennemført i tæt samarbejde med Schneider Electric, og løsningen er bygget op som et separat modul i moduleringssoftwaren Aquis. Hos vandcentrets projektleder er der ikke tvivl. Det er en succes.

"Dynamisk trykstyring sparer energi, vand samt mandetimer og det slider generelt mindre på udstyr og ledningsnet. Det er en investering, der formentligt betaler sig selv ind. Specielt for større vandforsyninger ser jeg et stort potentiale for besparelser", siger Erling Nissen, projektleder hos VandCenter Syd.

Miljøstyrelsen ser ligeledes et stort potentiale for energi- og ressourcebesparelser i dynamisk trykstyring af ledningsnet og har støttet udviklingen økonomisk, fortæller Schneider Electric.

Normalt trykstyrer man ledningsnettet fra et enkelt punkt, og så kan pumpestationer fordelt i nettet, kobles til og fra efterhånden som forbruget stiger og falder hen over døgnet. Hos VandCenter Syd havde man dette set-up, og selvom det fungerede, var ikke en optimal løsning.

"Med kun ét trykstyrende punkt i et stort ledningsnet er det en udfordring at holde det ønskede tryk konstant. For at undgå et for lavt tryk ude hos forbrugeren i periferien af ledningsnettet sættes trykket derfor ofte lidt højere end det ønskede", forklarer Erling Nissen. De store pumper, der jævnligt kobles til og fra giver trykstød, som slider på ledningsnettet og nedsætter levetiden.

Automatisk trykstyring

VandCenter Syd indledte sit parløb med 7-Technologies, der nu er en del af Schneider Electric, i 2004, da de investerede i Aquis for at få optimeret deres modelberegninger af ledningerne.

"Aquis er for os et uundværligt værktøj, der bliver spurgt til råds hver eneste gang, vi foretager ændringer i ledningsnettet eller skal vurdere blandingsforholdet af vandet fra de seks vandværker, som pumper vand ud i ledningsnettet. Derudover spiller Aquis også en central rolle i forhold til vores beredskab, hvor det meget vigtigt for os, at vi kan spore udbredelsen af en evt. forurening eller lignende", siger Erling Nissen.

Det fynske vandcenter vidste, at det kunne lade sig gøre at få Aquis til dynamisk at regulere trykket i hele nettet, og da Schneider Electric var med på ideen, gik man i gang med at få sat det ressourcebesparende modul op. Det nye Aquis-modul beregner hvert femte minut et nyt tryk-setpunkt på basis af onlinedata, som via SCADA-systemet sendes direkte til pumpestationerne, der trinløst skruer op og ned, så det ønskede tryk holdes præcist og konstant.

Dynamisk trykstyring betyder blandt andet, at reparationer af pumpestationer kan foretages uden, at der skal ændres i opsætningen i SCADA-systemet. Hvis det er nødvendigt at tage en pumpestation ud af drift, så beregner Aquis automatisk nye tryk-setpunkter til de resterende pumpestationer.

"Det hele foregår automatisk og dynamisk nu, og det betyder, at vi sparer en masse dyre mandetimer. Kvaliteten, der leveres, er også blevet bedre forstået på den måde, at trykket er mere konstant og tættere på det ønskede end før. Det har givet os blod på tanden, og vi har nu indbygget en natsænkning af trykket. En natsænkning sparer yderligere på lækager og energi. Vi har ikke gjort besparelserne op i kroner og øre, men i vores tilfælde er det ikke store beløb, der er tale om. I et globalt perspektiv er vi dog en lille forsyning placeret i et landskab med meget begrænsede terrænforskelle. Jeg vurderer, derfor potentialet til at være langt større for en stor udenlandsk forsyning, der måske endda har et forsyningsområde med et mere udfordrende terræn", siger Erling Nissen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078