Tidligere på året annoncerede Vestfrost, at man ville outsource produktionen af frostbokse til et ikke navngivet land, og 240 medarbejdere stod til fyring. Men nu viser virksomhedens beregninger, at ingen andre producenter har kunnet hamle op med fabrikken i Esbjerg, hvad angår kvalitet, design og pris. Det skriver Erhvervsbladet.
- Vi har en unik kompetence inden for boksproduktion, og vores analyse af fordelene ved at source har ikke kunnet indfri vores forventninger. Den samlede pakke fra potentielle partnere i primært Østeuropa, men også Asien, er ikke attraktiv i forhold til at fastholde produktionen af Vestfrost-frysebokse i Esbjerg. Vi vil nu strømline sortimentet og hæve priserne, og hvis det koster lidt volumen, er vi villige til at betale den pris, udtaler direktør Torben Sørensen til Erhvervsbladet.
Dermed er 50-60 arbejdspladser reddet på fabrikken i Esbjerg. Fabrikken står dog stadig til at nedlægge den såkaldte OEM-produktion, hvor man producerer bokse til andre.