At Lindøværftet står skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers hjerte nær er en offentlig hemmelighed, og netop derfor bliver der næppe tale om en lukning af værftet, når der til december er udskiftning på direktørgangen hos A.P. Møller. Det skriver Børsen.
- Jess (Søderberg, red.) ville lukke Lindø, men Mærsk ville ikke. Nu bliver der næppe tale om en lukning, vurderer en kilde med kendskab til ledelsen i A.P. Møller overfor Børsen.
Sidste år kom Lindøværftet ud med et underskud på godt 1 mia. kr., men så sent som i sidste uge afslørede ledelsen, at man er tæt på at lande en britisk ordre på seks nye skibe. Samtidig har man gang i en omfattende rationaliseringsplan, der skal spare værftet for 450 mio. kr. i årlige omkostninger. Ledelsen forventer at komme ud med et nul-resultat i 2007. Heri er dog inkluderet salg af ejendomme til en værdi af 600 mio. kr.