Alternativ energi er en varm kartoffel på det igangværende G8-topmøde, og de fleste af statslederne er efterhånden enige om, at der skal gøres noget for at sænke verdens CO2-udslip. Det har dog fået Opec til at stille sig på bagbenene og true med at mindske investeringerne i fremtidig olieudvinding. Det skriver Børsen torsdag. Efter planen vil Opec investere 800 mia. kr. i nye raffinaderier og kilder frem til 2012, men Opec’s generalsekretær Abdella El-Badrim erklærer, at disse investeringer vil være spildt, hvis Vesten øger satsningen på fx bioethanol. Oliepriserne lod sig dog ikke umiddelbart påvirke af truslen, men det ventes, at en gentagelse på det kommende Opec-topmøde vil kunne presse prisen i vejret.