Det britiske dagblad The Independent og organisationen Ethical Investment Research har sammen lavet listen over verdens mest miljøvenlige virksomheder, og i den forbindelse er der blandt andet lagt vægt på, om producenterne bruger miljøvenlige materialer og vedvarende energi. Det skriver Børsen onsdag. Vestas har formået at lave deres vindmøller af 80 % genbrugelige materialer, og virksomheden bruger i øvrigt alternativ energi til store dele af produktionen. Da virksomhedens møller yderligere selv producerer alternativ energi, er de CO2-neutrale ca. seks måneder efter, at de er taget i brug. De fakta har været med til at sende Vestas til tops på listen. Nummer to på listen er den svenske papir- og emballagevirksomhed SCA, hvis skovbrug er baseret på det miljøvenlige FSC-system, og på tredjepladsen følger det Hong Kong-baserede jernbaneselskab MTR.